Coaching er en samtaleform, hvor jeg hjælper dig med at sætte mål og nå dem, skabe klarhed over en problemstilling og i det hele taget hjælpe med at skabe forandringer. Jeg benytter avancerede spørgeteknikker til at hjælpe dig med at finde svarene og vejen inde i dig selv. Forskellen på coaching og terapi/rådgivning er, at vi i coaching kigger mest fremad. Vi arbejder hen i mod et mål, og kigger typisk alene bagud i tid, når der er noget, der dukker op, som kan bruges i forhold til arbejdet med det ønskede mål.

For de fleste kan det være svært at vide præcist, hvad man selv vil, og hvordan man når derhen. Det er derfor min opgave at stille de rette spørgsmål, der gør dig bevidst om, hvad du egentlig vil, og hvordan du skal nå derhen. Vi kigger meget på de forhindringer og fastlåste overbevisninger, der kan være med til at forhindre, at du når de ønskede forandringer. Jeg hjælper dig også med at anskue tingene fra nye vinkler, og dermed vil dine udfordringer mange gange stå klarere og i et nyt lys efter en session.

En session vil tage udgangspunkt i den problemstilling, som du kommer med. Det kan sagtens ske, at det mål, som du oprindeligt kommer med ændrer sig i takt med at vi får kigget på det. Sessionen kan indeholde øvelser af forskellig art, og du vil få opgaver, som du skal arbejde med mellem vores samtaler. Mønstre og vaner kan kun forandres via aktivt arbejde med dem.

Vores session sammen vil typisk slutte med en kort snak om, hvad du har fået ud af samtalen, og vi vil så aftale det videre forløb.

Et coachingforløb kan foregå både online og fysisk, det er helt op til dig, hvad du har det bedst med. Sessionen varer en time. Tidspunktet aftales nærmere. Det er muligt at mødes aftener og weekends også.

Alle der ønsker forandringer i sit liv, kan have gavn af coachingsessioner. Styrken ved coaching er, at det er meget konkret. Vi går helt ind til kernen af problemstillingen og sikrer konkret handling mod forandring via samtale, værktøjer og øvelser. Coaching er et stærkt redskab både på private og karrieremæssige problemstillinger. Disse problemstillinger kan eksempelvis være:

    • Bedre balance mellem job og privat
    • Større succes
    • Blive bedre til kommunikation
    • Styrke ens evne til at skabe tillid hos andre
    • Opnå større selvværd og selvtillid
    • Genfinde motivation
    • Finde mod til at foretage et større skifte i ens liv
    • Blive fri for stress og undgå det fremadrettet
    • Forandre/få klarlagt ens egne værdier

Den plan, som du lægger, bliver ikke lagt af mig, men af dig selv. Jeg støtter og assisterer med at finde vejen til målet, men den endelige vej er din afgørelse. På den måde sikrer vi, at de aftaler du indgår, dem indgår du med dig selv – og det er den stærkeste kontrakt af alle. Jeg hjælper dig med at bringe det bedste frem i dig, og vi får kastet lys over dine styrker og kompetencer. På den måde kommer du i tættere kontakt med dine indre værdier, og du vil derfor nemmere fremover kunne leve meget mere autentisk.

Nu, hvor du sidder med overvejelserne om det videre forløb, er der en ting, som jeg gerne vil lægge vægt på. Et forløb hos mig er ikke et passivt forløb. Det er ikke bare snak. Det baseres rigtig meget på aktivitet, øvelser og værktøjer. Så du skal være forberedt på, at det kræver en indsats af dig, da du er den eneste, der kan sikre, at vi kommer godt i mål. Jeg er der hele vejen for dig, men i sidste ende er resultatet op til dig og din indsats.