Som mange af jer ved, så forlod jeg mit job i en fantastisk bank for lidt over 3 måneder siden. Nogen vil nok mene, at jeg havde det hele i en succesfuld karriere, og sådan har jeg faktisk også selv tænkt i mange år. Jeg er blevet opdraget med at evner forpligter, og at man skal tage ansvar og nå sine mål. Man vælger en karrierevej, og så forfølger man den, så langt ens evner rækker. Mange har kigget på mig, og helt sikkert tænkt, at det må være fantastisk at have den succes. Det har det også været langt hen ad vejen, men alting har en pris. I min evige jagt på mere succes, mere anerkendelse og større jobs, har jeg haft glemt mig selv. Genkender I det? Man spurter derud af, fordi det forventer ens omverden – for det er jo sådan Thomas er – og ikke alene ens omverden, men i høj grad også en selv. Der er bare den lille hage, at alle der dyrker en sportsform, hvor spurt indgår ved, at man ikke kan spurte 8 timer dagligt 230 dage om året. Det er super fint at man af og til lægger sig i overhalingsbanen, men udgangspunktet må og skal være i feltet. Den del har jeg været utrolig ringe til at udøve. For mig har det aldrig været en mulighed at ligge i feltet – med mindre jeg var skadet i et eller andet omfang. Selv der, skulle jeg presses voldsomt for at trække ned og blot følge de andre.

Rigtig mange af os lever, som det forventes af os. Som vi er opdraget til. Med de mønstre og vaner, som vi har tillagt os gennem livet. Udfordringen er bare, at mønstre og vaner som er mange år gamle, var helt sikkert brugbare dengang, da vi tillagde os dem. Men livet er jo gået videre og meget forandrer sig hele tiden, og dermed bliver mønstrene forældede og ikke brugbare længere. På trods af dette, vælger mange af os fortsat at leve efter dem, selvom de langt fra matcher vores liv og ønsker idag. Eller vælger er måske så meget sagt. De er så dybt indgroet i os, at hvis ikke vi er ekstremt nærværende det meste af tiden, så sikrer vores autopilot helt af sig selv, at vi husker at leve efter dem.