Igår spiste jeg en super hyggelig middag med nogle mennesker, der betyder meget for mig. Her kom vi bl.a. ind på jagten på det perfekte. Ikke nødvendigvis perfektionisme i ordets positive forstand, men mere i forbindelse med forsøg på at kontrollere alt. Udfordringen som jeg ser det er, at perfektionisme grundlæggende udspringer af en indre overbevisning om, at man ikke selv er god nok. Den får dig derfor til at hige efter anerkendelse baseret på ydre resultater. Den får aldrig nok, og derfor kommer du let til at bruge din tid, på en masse ting, der i sidste ende ikke betyder ret meget i dit liv.

Langt hen ad vejen rammer den perfektionistiske tilgang dig selv, men hvis man virkelig mærker efter, så retter man den også mod andre – også selvom man ikke siger det til dem, og det kan i den grad medvirke til social distance.

Den overdrevne perfektionisme umuliggør et godt selvværd. Der stilles simpelthen så store og overdrevne krav til en selv, at de er umulige at leve op til, og dermed vil man opnå en lang række af nederlag og til sidst tro på at man ikke er god nok.

Noget af det værste ved overdreven perfektionisme er, at vi mister noget meget dyrbart i livet, nemlig de nære og dybe relationer. De skabes ved at man tør være ærlig og sårbar. Erkende ens egne fejl og mangler og evne at rumme dem.

Faren ved perfektionisme er at man misser det meste af sit liv. Man har så overdrevent fokus på resultatet, at man fuldstændig misser hele processen. Som den studerende, som læser til eksamen for at opnå en høj karakter, men som stort set ikke har haft fokus på hele læringsprocessen og den udvikling, som den giver.

Efter at have været leder i 15 år. Haft det kæmpe privilegie, at få lov til at bidrage til et hav af menneskers udvikling, sidder jeg lidt bekymret tilbage. År efter år har jeg haft specielt unge mennesker i udviklingsforløb, som er helt og aldeles formet til et perfektionistisk liv. 12-tals-menneskerne, som har tårnhøje karakterer, går i det rigtige tøj, har de rigtige kropsmål, er intelligente og dygtige, er super gode kollegaer og i det hele taget sympatiske og dejlige mennesker. Alligevel oplever man, at så snart man kradser lidt i “overfladen”, så kommer der et ekstremt usikkert menneske frem. Med angst for at fejle, angst for ikke at være god nok, frygt for hvad andre tænker og mener om dem – ja, jeg kunne blive ved. Hvor er vi som samfund på vej hen? Er det virkelig vejen, som vi ønsker at gå? Jeg synes det er tankevækkende, for at være ærlig?